Poul Erik Jensen

Mød en producent af frilandsæg

Poul Erik Jensen har 8.000 frilandshøner på sin gård mellem Vejle og Fredericia. Hustruen er med i driften og parret er også fælles om plejebørnene.

Fra tømrer til ægproducent
Poul Erik Jensen er oprindelig tømrer og snedker – en profession han levede af i to årtier, før han og hustruen valgte, at satse på en kombineret tilværelse som ægproducent og plejefamilie.    

Han har produceret frilandsæg siden 1989. I dag har han 8.000 høner fordelt på to huse. Gårdens fem ammekvæg græsser på samme område som hønerne i det naturskønne, kuperede terræn tæt ved Smidstrup mellem Vejle og Fredericia.    

Ægproducent og plejefamilie
Tilbage i slutningen af firserne henvendte Poul Erik Jensen sig selv til DANÆG, som dengang var ved at starte op med æg fra frilandshøner. Det passede som fod i hose med hans drøm om, at holde høner som man gjorde da han var dreng. Men hvorfor valgte han egentlig at blive ægproducent?   

”Friheden i jobbet spiller en stor rolle for mig. Jeg var blevet træt af at hænge i en klokkestreng som tømrer med faste mødetider. Jeg holder også meget af at arbejde med dyr. Samtidig passede det fint med, at vi var blevet fuldtidsplejefamilie for to børn,” fortæller han. 

Flere høner og færre børn
Poul Erik Jensen og hans kone har altid været fælles om både hønerne og plejebørnene. Og naturligvis om deres egne børn – en søn fra 1976 og en datter fra 1979, der for længst er fløjet fra reden.

”Til gengæld har vi udvidet ægproduktionen kraftigt hen ad vejen. Vi begyndte med 2.000 høner og udvidede siden hønsehuset til det dobbelte. For nogle år siden byggede vi så et helt nyt hønsehus og kom op på de 8.000 høner. Det er en meget passende mængde for os,” slutter han.