Levering af æg

DANÆG A/S

Æggepakkeriet.
DANÆG A/S er beliggende i Christiansfeld i det sydlige Danmark.

50 % af de danske æg kommer fra DANÆG
Godt halvdelen af alle danske æg bliver pakket på DANÆGs ægpakkeri i Christiansfeld. Pakkeriets medarbejdere modtager og pakker over 1,6 mio. æg dagligt fra ca. 60 forskellige ægproducenter fordelt på de fleste egne af landet.
Vi afhenter æg minimum to gange om ugen hos alle de ægproducenter, der leverer til DANÆG. Æggene opbevares i kølerum hos producenterne og transporteres i termolastbiler til DANÆG.

Perfekte æg
Før æggene havner i den maskine, hvor de bliver sorteret efter vægt, er de blevet kontrolleret af fintfølende elektroniske udstyr for blandt andet at afsløre eventuelle brud på skallen.
Alle æg bliver også gennemlyst, så indvendige forandringer bliver opdaget. De æg, der ikke er i orden, bliver sorteret fra. Hele processen er computerstyret, og DANÆG benytter de nyeste og mest moderne og effektive teknologiske løsninger.

Ægpakning
Pakkeriet råder over et areal på 9.500 kvadratmeter. Vores godt 50 ansatte pakker æg 52 uger om året, fem dage om ugen. Dagholdet er på job mellem kl. 6 og kl. 15, hvorefter der er grundig rengøring mellem kl. 15 og kl. 22.
Kontrol og sortering af æg foregår som nævnt maskinelt. De forskellige opgaver i pakkeriet med at flytte æg fra et sted til et andet er overtaget af transportbånd og robotter. Personalets opgaver er i stigende grad at styre og overvåge maskinernes arbejde.

Daglig levering af æg
Pakkeriet modtager ordrer fra supermarkedskæderne dagligt indtil kl. 13. Senest kl. 16.00 er alle ordre ekspederet og på vej ud til kunderne i Danæg´s lastbiler.
DANÆG A/S’ søsterselskab DANÆG Products A/S overtager de frasorterede æg. Æggene forarbejdes til mange forskellige produkter – fra pasteuriserede, flydende æg til kogte ægprodukter som sælges til storkøkkener og industrien. Denne produktion betyder, at der forekommer minimalt spild. Ægget udnyttes næsten 100 pct.