DANÆG Koncernens historie

DANÆGs fokus på kvaliteten af æg og ægprodukter har været rodfæstet i virksomheden siden starten i 1895.
Dengang hed virksomheden Dansk Andels Ægexport, og blev stiftet for at tage vare på den voksende eksport af danske æg til England.

 
Afsætningen gennem selskabet gav producenterne stabil afsætning og højere priser. Men til gengæld blev der stillet krav til produktionen: Der skulle være rent i hønsehuse og reder, og æggene skulle indsamles to gange dagligt og beskyttes mod sol, frost og fugt. Endvidere blev det pålagt producenterne at stemple deres æg, så alle kunne se, hvem leverandøren var. Kravene slog igennem, kvaliteten af de danske æg steg. Det samme gjorde priserne og ikke mindst de danske ægs renommé. Flere og flere producenter tilsluttede sig Dansk Andels Ægexport, og eksporten blev udvidet til at omfatte lande som Tyskland, Mellemøsten og Venezuela.  Dansk Andels Ægexport var i en periode en af verdens største ægeksport-virksomheder.


DANÆG har altid været meget kunde- og kvalitetsorienteret, som det bl.a. fremgår af den første formålsparagraf: "Selskabets Hovedformål er at samle og afhænde Medlemmernes ægproduktion, under sådanne Former, at Køberne har garanti for, at de Æg, der leveres fra Selskabet som friske, er absolut prima."

 
Dansk Andels Ægexport var hurtigt en succes, og det kunne ses på tilgangen af medlemmer. Kort efter stiftelsen i 1895 var der 2.218, kun to år senere var der 9.500, og i 1902 var medlemstallet helt oppe på 36.136. Medlemstallet toppede i 1960 - 1962 med ca. 85.000 medlemmer. I 1958 var DANÆG's eksport på ca. 39.000 tons æg.


I 1962 lavede Fællesmarkedet (som Danmark ikke var medlem af) landbrugsordninger for bl.a. æg med høje indslusningspriser. Samtidigt steg produktionen af æg kraftigt i Fællesmarkedet, fordi der blev indført burproduktion, som var forbudt i Danmark, og derved mistede DANÆG konkurrenceevne og adgang til store markedsmuligheder. Dette gjorde at eksporten faldt og dermed også produktionen i Danmark.


I 1962 begyndte DANÆG at producere og sælge forarbejdede ægprodukter. Som det første udviklede man flydende og pasteuriserede ægprodukter, og i 1973 var man parat til at lancere den hidtil største og bedst kendte succes: Langægget. Siden er der kommet en lang række nye produkter til.


I 1991 blev ægpakkerierne etableret som et selvstændigt aktieselskab DANÆG A/S samtidigt med at DANÆG Products A/S blev etableret som et selvstændigt aktieselskab. 

 

I 1999 blev pakkerierne i Tølløse og Thorning lukket, og pakkeriet i Christiansfeld blev udvidet.

 

I 2002 ejer DANÆG 63,77 % aktier i Källbergs Industri AB, og i 2004 er tallet på 67 %.

 

I 2005 fusionerer DANÆG og Kronägg, og Kronägg AB etableres.

 

I 2009 ejer DANÆG 100 % af aktierne i Källbergs Industri AB og DANÆG Products A/S.